Biografi

Om Jensen & Bugge

Harmonikaspilleren Mette Kathrine Jensen Stærk og violinisten Kristian Bugge dannede i 2001 folkemusikduoen JENSEN & BUGGE. Siden har de spillet swingende og energisk dansk folkemusik, ved dans og koncerter i Danmark, USA, Canada, Færøerne, Norge, Sverige, Finland, Sydkorea og Polen. De har hver for sig begge tidligere modtaget priser og modtog som duo senest “Traditionsprisen” ved Danish Music Award Folk 2012.

De to musikere mødtes allerede som børn, da de voksede op kun tre km fra hinanden, syd for Vejle, hvor de også gik til folkedans i den samme forening. Selv om de stod på bussen ved samme stoppested under det meste af skoletiden, varede det længe før de faldt i snak og fandt ud af, at de delte interessen for at spille folkemusik. Det var faktisk først da de havnede i samme klasse på folkemusiklinien på konservatoriet i Odense i 2001, at de for alvor fik glæde af hinandens musik. Samme år dannede de denne duo.

JENSEN & BUGGE har stor erfaring i og brænder varmt for at spille til dans, både sammen og hver for sig eller med andre musikere. Det er blevet til duoens specialitet og varemærke og ud af det opstod idéen, til det som skulle blive duoens første udgivelse, DVDen, “PROJEKT DIALEKT”.

Men både Mette og Kristian har tidligere udgivet CDer i eget navn (med hinanden som medvirkende musikere) og med andre grupper. I anledning af duoens 10 års jubilæum, udkom i 2011 CDen “Hav og Land – 10 år med dansk traditionel musik”, med gæstemusikerne Morten Alfred Høirup (guitar & sang), Bjarke Kolerus (klarinet) og Thomas Hedegaard (kontrabas).

I August 2011 under den store, årlige Tønder Festival, udgav de desuden CD’en “Dwight Lamb, Jensen & Bugge live in Denmark 2010″. Og i sommeren 2014 udkom så opfølgeren “Dwight Lamb, Jensen & Bugge live in Denmark 2013, – part two”.

Fra 2008 og frem har Jensen & Bugge spillet mange turnéer i USA – både som duo, men også sammen med ovennævnte Dwight Lamb. Historien om hvordan to unge skandinaviske folkemusikere ude på prærien fandt en gammel spillemand med et stort Vendsysselrepertoire nåede langt omkring – selv på en fransk canadisk festival hørte Mette historien fra en skotsk harmonikaspiller, som havde hørt historien i Californien. Forbløffet kunne Mette fortælle, at det var hende og Kristian, historien handlede om. På en festival på USA’s vestkyst mødte Kristian en smuk violinspillende kvinde, som han nu er gift med.

I sommeren 2015 udkom cd’en ”Slid din tid” som for første gang var et samarbejde med guitaristen Morten Alfred Høirup. Det var så sjovt, så mon ikke det fortsætter… I hvert fald ligger der lige for tiden mange nye idéer på skrivebordet og mon ikke nogle af dem, kommer ud i virkeligheden.

Kontakt

Send os en hilsen og vi vender tilbage så snart vi kan!